KLITHEDEN

Bag klitterne strækker sig store og flade hedemoser og tør klithede i mosaik. I klithedelandskabet i de flade partier mellem klitrækkerne ses endnu rester af tidligere græsningsenge, hvor får holdt vegetationen lav og favoriserede de lyskrævende og græsningstålende planter. På ældre skovkort findes da også betegnelsen ”eng”. I dag er mange af smågrøfterne efterhånden tilvoksede og græsningslandet er som en del af den naturlige succession ændret til et mere mosepræget landskab med vækst af bjergrørhvene, tagrør, star og siv-arter m.fl.
I den sydøstlige ende ligger ”Store Vande” , der er terrænets største vådområde. En lavvandet sø, der mere eller mindre er dækket af rørskov.
De markante havklitter ligger helt ude ved kysten, og den atlantiske klithede med sin mosaik af småbiotoper ligger bag havklitten.
På europæisk plan er den atlantiske klithede en truet naturtype, der har været i voldsom tilbagegang de sidste 100 år.
Udover at være truet af det moderne samfunds bymæssige udvikling er klitheden truet af eutrofiering gennem kvælstofnedfald.
På de store sammenhængende klitheder kan man opleve, at der i Vendsyssel er højt til himlen, og det skal man kunne blive ved med – også gerne i endnu højere grad end i dag. Flere undersøgelser tyder på, at klithederne i det allernordligste Jylland er udsat for mindre eutrofiering og har det bedre, end klithederne i det meste af Europa.
Kilde Naturstyrelsen

RKC 2017